Medlemsvilkår for Albertslund Delebil

§ 1 Generelle rettigheder og pligter
§ 2 Nøgler
§ 3 Stamplads
§ 4 Reservation af bilen
§ 5 Registrering af forbrug
§ 6 Betaling af kørsel
§ 7 Check af bilen før brug
§ 8 Bilens stand ved aflevering
§ 9 Vedligehold, påfyldning af brændstof, omgang med køretøjerne
§ 10 Mindre fejl, sammenbrud, ulykker og skader
§ 11 Opbevaring af kørekort
§ 12 Bøder
§ 13 Begrænsninger vedr. anvendelse af Albertslund Delebil´s biler
§ 14 Anvendelse af biler i andre delebilklubber
§ 15 Afgørelse af tvister
§ 16 Ændringer i aftalegrundlaget

 

§ 1 Generelle rettigheder og pligter
1.1. Efter at have betalt indmeldelsesgebyr, depositum samt det månedlige kontingent, jfr. den til en hver tid gældende prisliste, har medlemmet ret til at benytte Albertslund Delebil´s køretøjer i henhold til nærværende vilkår.

1.2. Anvendelsen skal ske i overensstemmelse med de til enhver tid gældende vedtægter, prislister, manualer forsikringsbetingelser samt nærværende vilkår.

1.3. For at måtte føre Albertslund Delebil´s biler er det en forudsætning, at føreren har fuldgyldigt medlemskab – ordinært medlemskab eller tillægsmedlemskab – af Albertslund Delebil.

1.4. Ved indmeldelse skal gyldigt kørekort og sygesikringsbevis forevises til en repræsentant for Albertslund Delebils bestyrelse.

1.5. Dog kan et medlem køre med en anden fører, såfremt medlemmet har sikret sig at denne har kørekort og anvender bilen i overensstemmelse med bestemmelserne i pkt. 1.2. Det pågældende medlem er ansvarlig for enhver skade, som den pågældende fører pådrager Albertslund Delebil.

[op]


§ 2 Nøgler
2.1. Hvert medlem af foreningen modtager ved indmeldelse en nøgle der passer til alle Albertslund Delebils nøgleskabe. Nøglen er fortsat Albertslund Delebil´s ejendom og må kun benyttes af det pågældende medlem.

2.2. Medlemmet må ikke fremstille ekstrakopier af nøglen.

2.3. Medlemmet er ansvarlig for en forsvarlig opbevaring af nøglen. Albertslund Delebil skal straks informeres såfremt en udleveret nøgle bortkommer. Medlemmet er ansvarlig for evt. følger af , at en sådan oplysning ikke gives – eller gives for sent.

2.4. Mistes en nøgle betaler medlemmet for indkøb af en ny nøgle.

2.5. Ved udmeldelse skal nøglen afleveres personligt til et medlem af Albertslund Delebils bestyrelse.

[op]


§ 3 Stamplads
3.1. Albertslund Delebil´s køretøjer har stamplads på en nærmere angivet adresse eller parkeringsplads. Ved brug af delebilen skal bilen afhentes på stampladsen og afleveres samme sted efter endt brug.

3.2. Der kan etableres stampladser på forskellige destinationer i Albertslund. Meddelelse herom vil tilgå medlemmerne løbende.

[op]


§ 4 Reservation af bilen
4.1. Albertslund Delebils biler reserveres på foreningens kalender på internettet. Brugernavn og adgangskode udleveres ved indmeldelse i Albertslund Delebil.

4.2. Albertslund Delebils biler kan KUN benyttes efter forudgående reservation i bookingssystemet.

4.3. Bestyrelsen kan udnævne særlige perioder (eksempelvis skoleferier) som spidsbelastningsperioder. I spidsbelastningsperioder skal medlemmerne – for at være sikre på at få en bil til delebilspriser – bestille bilen indenfor en på forhånd fastsat dato. I spidsbelastningsperioden kan bestyrelsen fastsætte at km satserne er forhøjede. Det er bestyrelsen der beslutter den endelige fordeling af foreningens egne biler samt eventuelle ekstra lejebiler i spidsbelastninsperioden. Bestyrelsen fordeler bilerne til størst mulig gavn for foreningen, og et medlem kan ikke være sikker på at få en bestemt bil..

4.4. Reservationer kan aflyses mod betaling af et afbestillingsgebyr i henhold til den til en hver tid gældende prisliste. Aflysningsgebyret bortfalder helt eller delvist såfremt bilen bookes af et andet medlem.

4.5. Det påhviler medlemmet at sikre, at der udelukkende benyttes bil i overensstemmelse med forudgående reservation og at bilen er tilbage på stampladsen i overensstemmelse med det anførte sluttidspunkt for den pågældende reservation.

4.6. Såfremt medlemmet af forskellige årsager ikke aflevere bilen rettidigt og overskridelsen betyder, at medlemmet benytter bilen ind i periode, der er reserveret af et andet medlem er det medlem, der gør sig skyldig i tidsoverskridelsen, pligtig at forsøge atkontakte det medlem, der har reserveret bilen i den pågældende reservationsperiode og informere om forsinkelsen.

4.7. Et medlem, der benytter en som ikke er forudgående reserveret (herunder for sen aflevering), er pligtig til at yde passende kompensation for udgifter, som det medlem der har reserveret bilen måtte blive påført.

[op]


§ 5 Registrering af forbrug
5.1. For hver gang bilen benyttes udfyldes en registrering af antal kørte kilometer. Dette gøres ved at aflæse bilens kmtælle før og efter turen. Tallene skrives ind i bilens kørebog, sammen med dato og tidspunktet for hvornår bilen blev taget samt en underskrift fra medlemmet. Som starttidspunkt anføres de i reservationskalenderen anførte tidspunkter også selv om bilen i praksis er hentet senere end den anførte reservationsperiode.

5.2. Efter hver kørt tur i en delebil - eller senest den 1. i den efterfølgende måned - skal medlemmet indtaste km-start og km-slut for hver reservation i bookingsystemet på internettet.

[op]


§ 6 Betaling af Kørsel
6.1. Der er to slags omkostninger forbundet med anvendelse af Albertslund Delebil´s biler – dels en tidsbestemt lejepris, dels en pris for hver kørt km. inkl. benzin og øvrige forbrugsstoffer.

6.2. En gang om måneden modtager medlemmet en samlet afregning ved en faktura i bookingsystemet på internettet for forrige måneds brug af Albertslund Delebiler.

6.3. Regningen er til betaling den 1. i den efterfølgende måned.

6.4 Afregning til Albertslund Delebil skal tilmeldes BetalingsService.

6.5. Ved overskridelse af betalingsfristen kan bestyrelsen beslutte at fratage et medlem dets ret til at booke biler og benytte Albertslund Delebils biler indtil forholdet er bragt i orden. Ved gentagne overskridelse af betalingsfristen kan bestyrelsen, jfr. vedtægterne § 10, ekskludere medlemmet.

[op]


§ 7 Check af bilen før brug

7.1. Medlemmet skal tjekke bilens tilstand inden brug. Indvendigt såvel som udvendigt tjekkes for skrammer, buler, punkteringer o.l. Nye fejl - i forhold til de allerede registrerede - skal registres i bilens logbog og bilens fadder orienteres..

7.2. Inden bilen tages i brug, udfyldes kørebogen med startkm. Det tjekkes om den tidligere fører har noteret korrekt ”slutkm” svarende til det nuværende ”startkm”.

7.3. Evt. tvister mellem foreningens medlemmer vedrørende denne bestemmelse afgøres endeligt af bestyrelsen.

[op]


§ 8 Bilens stand ved aflevering
8.1. Aflevering er - udover § 4 og § 5 - kun sket korrekt hvis:
- bilen er pakeret på den angivne stamplads i aflåst stand og med alle vinduer lukket.
- bilen indeholder alle de til bilen hørende papirer.
- bilen er tjekket for skrammer, buler, fejl og mangler og disse er anført i logbogen
- bilens tank er min. ¼ fuld
- bilen er tømt for affald og egne effekter, og fremtræder pæn og køreklar.
- bilen indeholder alt til bilen hørende udstyr.

8.2. Hvis et medlem ved afhentning af en bil konstaterer mangler mv. i forhold til medlemsvilkårene skrives mail til den seneste bruger med kopi til bestyrelsen.

[op]


§ 9. Vedligehold, påfyldning af brændstof, omgang med køretøjerne

9.1. Anvendelse af Albertslund Delebil´s biler skal ske med omtanke og forsigtighed.

9.2. Bilerne er alle helt røgfri.

9.3. Dyr må kun medtages, hvis de holdes i en dertil beregnet transportkasse. Bilen skal efterfølgende støvsuges, før den afleveres af medlemmet.

9.4. Ved brug af bilen skal medlemmet kontrollere væskestand og dæktryk – jævnfør manualen. Generelt skal bilens instruktionsbog følges og medlemmer er ansvarlig for misligehold i den forbindelse.

9.5. Ved påfyldning af benzin og bilvask anvendes foreningens benzin-betalingskort.

9.6. Hvert medlem må påregne to gange om året at skulle vaske bilen udvendig.

9.7. Medlemmet skal medvirke til at sikre bilen mod tyveri og hærværk.

9.8. Foreningens bestyrelse er ansvarlig for, at bilen kommer til rettidig eftersyn og service.

[op]


§ 10 Mindre fejl, sammenbrud, ulykker og skader
10.1 Ved fejl, sammenbrud ulykker og skader på bilen skal Toyota Eurocare kontaktes på telefonnr. 8060 6688.

10.2 Albertslund Delebil´s bestyrelse skal hurtigst muligt informeres om en evt. ulykke og pludselig opstået skade.

10.3 Reparationer må kun foretages, hvis der gives tilladelse af Albertslund Delebil´s bestyrelse. Uden forud indhentet tilladelse vil eventuelle udgifter til transport, slæbning, værkstedsregninger o.l. ikke blive refunderet. I akutte tilfælde træffer det berørte medlem selv beslutning og bestyrelsen vurderer efterfølgende om udgifterne kan dækkes helt eller delvist.

10.4 Albertslund Delebil har truffet alle forholdsregler med henblik på at undgå mekaniske fejl. Skulle sådanne fejl alligevel opstå, er Albertslund Delebil imidlertid ikke ansvarlig derfor, og ej heller for eventuelle følger deraf.

10.5 I tilfælde af skade er medlemmet forpligtiget til:
- omgående at underrette politiet, dersom en anden parts skyld skal fastslås, eller hvis der er tale om personskade.
- at skaffe navn og adresse samt forsikringsselskab på de implicerede parter og navn og adresse på eventuelle vidner.
- ikke at anerkende ansvar eller skyld
- ikke at forlade bilen uden der er truffet fornødne forholdsregler med hensyn til beskyttelse, samt endvidere at tilstile Albertslund Delebil udførlig beskrivelse af uheldet og være behjælpelig med at udfylde skadesanmeldelse.

10.6 Medlemmet er pligtig til så vidt muligt at begrænse skadens omfang. Videre kørsel efter skadens indtræden er kun tilladt med bestyrelsens accept.

10.7 Medlemmet er ansvarlig for skader der opstår som følge af, at disse regler er brudt.

10.8 I tilfælde af skader eller tab af køretøj er medlemmet forpligtiget til at betale for de fulde udgifter, såfremt medlemmet har brudt de kontraktmæssige forpligtigelser, forsikringspolicer eller loven. I øvrigt er medlemmet forpligtet til at dække udgifter op til den i prislisten anføre selvrisiko.

10.9 Et medlem der er involveret i en færdselsforseelse i Albertslund Delebil´s bil skal betale adminisrationsudgifter i forbindelse med Albertslund Delebil´s medvirken i behandling af sagen.

[op]


§ 11 Opbevaring af kørekort
11.1 Medlemmet er forpligtet til at medbringe kørekort under al kørsel.

11.2 Medlemmet er forpligtet til straks at oplyse Albertslund Delebil om enhver inddragelse eller indskrænkning af sit kørekort.

[op]

§ 12 Bøder
12.1. Det enkelte medlem betaler selv bøder herunder parkeringsbøder ved brug af Albertslund Delebil´s biler.

12.2. Albertslund Delebil kan oplyse politiet om, hvilket medlem, der i en given periode har anvendt bilen.

12.3. Administrationsudgifter for Albertslund Delebil´s medvirken til behandling af evt. bøde/straffesag i forbindelse med et medlems brug af Albertslund Delebil´s biler kan pålægges medlemmet.

[op]

§ 13 Begrænsninger vedr. anvendelse af Albertslund Delebil´s biler
13.1. Albertslund Delebil´s biler må ikke benyttes
- til person- eller godstransport mod betaling hverken direkte eller indirekte,
- til at trække eller slæbe et andet køretøj, herunder påhængsvogne af enhver art. Godkendt trailer der overholder vægt og mål må dog slæbes, jfr. bilens manual,
- til entreprenørkørsel, eller kørsel med gods eller fødevarer, der medfører lugtgener eller usædvanligt slid
- af nogen person der er under påvirkning af spiritus, narkotika eller medicin.

[op]

§ 14 Anvendelse af biler i andre delebilklubber
14.1. Albertslund Delebil er - via medlemskab i Danske Delebiler - medlem af ECS (European Carsharing)

14.2. Albertslund Delebil´s medlemmer kan anvende køretøjer fra andre europæiske bilklubber, der er medlem af ECS, med mindre særlige begrundelser er givet, f.eks. kontraktbrud.

14.3. Reservering af køretøjer fra andre bilklubber vil ske via Albertslund Delebil, og priser og betingelser vil følge den pågældende bilklub.

[op]

§ 15 Afgørelse af tvister
15.1. Tvister mellem medlemmer om forhold vedrørende foreningen og forståelse af vedtægter, medlemsvilkår, prislister m.v. afgøres endeligt af bestyrelsen efter indhentning af relevante informationer fra begge de uoverensstemmende parters side.

[op]

§ 16 Ændringer i aftalegrundlaget
16.1. Enhver aftale mellem foreningen og dens medlemmer, hvorved foreningens til en hver tid gældende vedtægter, medlemsvilkår, prislister m.v. er fraveget, fordrer skriftelighed.

Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling, d. 15.6.2000, opdateret d.24.10.2000 og ved generalforsamling den 9. marts 2006.

[op]